Grækerne udviklede teorien om humøret og inddelte mennesker i fire kategorier - flegmatikere, melankolikere, sangvinere og kolerikere. Det kan ses som en avanceret personlighedsteori for sin tid, baseret på, hvad grækerne vidste om kroppen snarere end om sindet.

Set i bakspejlet viste Eysenck, at grækerne med held havde identificeret to faktorer, som siden er blevet empirisk verificeret i Big5. Lumina Spark refererer til disse faktorer som introversion/extraversion og risikoreaktorer/belønningsreaktorer.

Jungs (1921) personlighedsteori var en væsentlig forbedring af humøret og har tjent organisationer godt som en praktisk model til at øge selvbevidstheden i mange årtier. Ligesom grækerne identificerede Jung faktorerne introversion og ekstraversion samt to yderligere faktorer, som han kaldte følelse/tænkning og intuition/sansning.

Men hans arbejde var baseret på casestudier og anekdotiske observationer snarere end statistiske analyser. Det er en stor anerkendelse af Jungs indsigt, at hans teori tilbage i 1921 korrekt identificerede det, der senere blev valideret som tre af Big5-faktorerne. Lumina Spark har kaldt dem Introversion/Extraversion, People Focused/Outcome Focused og Big Picture Thinking/Down to Earth.

I 1936 skabte Allport og Odbert en kilde med over 4.500 ord i et forsøg på at finde de centrale ingredienser i personligheden. I 1940'erne fortsatte Raymond Cattell i samme spor og konkluderede, at 16 faktorer definerede ens personlighed. Fiske (1949) tilbageviste senere og fandt fejl i Cattells analyse. Fiske konkluderede, at fem faktorer kunne forklare variationen i menneskers personlighed, selv om Eysenck gik ind for tre faktorer, og Ashton gik ind for seks faktorer.

Ikke desto mindre var det først i 1950'erne, da Tupes og Christal tog dette arbejde videre, at den første version af Big5-modellen officielt blev født. Deres arbejde blev gentaget af Norman i 1963, og Big5-modellen begyndte sin langsomme march mod at blive den accepterede taksonomi for akademikere, der forsker i personlighed.

1960'erne og 1970'erne var ikke gode tider for personlighedsforskningen, da behavioristerne og andre akademikere afviste personlighedsteorien (se Mischels angreb på egenskabsteorien i 1968). Men tilbage i erhvervslivet havde Mischels forbehold kun ringe indflydelse, og praktikerne gik videre og brugte ofte den populære jungianske tilgang. Erhvervslivet har altid været mere optaget af, "hvad der virker", end af at forfølge den bedste akademiske tilgang!

Myers og Briggs tog Jungs trefaktormodel og tilføjede en ekstra faktor for at dække fire af Big5. Hver for sig fandt både Digman og DeYoung to faktorer af højere orden, som forenklede Big5 til to domæner. Mere kontroversielt er det, at Musek sammenlagde alle fem faktorer til én generel personlighedsfaktor. Den akademisk interessante "Big One" har ikke fundet megen praktisk anvendelse. Al denne forskning tyder på, at det akademiske tidevand er vendt tilbage til fordel for personlighedsforskningen, og at Mischels bekymringer fra de golde 1960'ere er blevet gjort til skamme.

I 1980'erne og 1990'erne blev Big5 akademikernes foretrukne teori med Costa og McCraes model som den førende på området (1992). Costa og McCrae har sat guldstandarden for akademisk forskning ved hjælp af Big5. Lumina Spark er designet til at integrere den bedste praksis, der er identificeret i en række Big5- og jungianske modeller, til anvendelse i udvælgelse og udvikling i organisationer.

Lumina Spark har især sat sig for at bevare fordelene ved den jungianske tilgang ved at værdsætte begge ender af hver polaritet lige meget uden at ty til typificering ("smid ikke barnet ud med badevandet"). Lumina Spark er udviklet på baggrund af empirisk Big5-forskning, men giver alligevel en nyttig jungiansk optik til at forstå din personlighed. I 2009 blev Lumina Spark-modellen integreret i den revolutionerende cloud-baserede Lumina Learning-platform, som gør innovative digitale løsninger tilgængelige for kunder i hele verden.